dansker på en nat

Brændestykker og stole bliver kylet gennem rummet. Aviser, kopper, en kaffekande, hvad som helst i rummet på en ungdomsklub i Valby, bliver kylet afsted en søndag i november 2004. En flok drenge af forskellig etnisk herkomst står hvert sit sted i det turbulente rum og skændes for fuld skrue. Araber mod kurder. Palæstinenser mod israeler. Etnisk minoritet mod dansker. Pædagog mod klubmedlem.

"Din fucking luder, hold din kæft", råber en af drenge til souschefen, som forsøger at få det voldsomme og fysisk truende skænderi til at stoppe.

Og det er her souchefen får tanken:
"Hvorfor er det lige, at jeg ikke står og sælger sodavand i DSB-kiosken på Valby Station".

For første gang i sit pædagogliv, hvor hun ellers har en høj score på vellykkede og succesfulde integrationer af snart sagt hvem som helst med burka, 14 børn og dårligt dansk. Men i dag, denne ellers almindelige søndag i november, hvor der tilsyneladende er stille, gråt og farveløst i København, blusser konflikterne faretruende op i en ungdomsklub i Valby.

"For første gang i mit arbejdsliv som pædagog, ved jeg simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg ved fucking ikke, hvad jeg skal gøre for at nå de unge indvandrer- og flygtningedrenge, som er teenagere lige nu. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre!".

Far? Nej, han er sikkert arbejdsløs, eller osse har han et lortejob selvom han er uddannet læge, ingeniør eller måske sygeplejerske i sit fødeland.

Næh, så er det bedre at se op til Latin King, den smarte, flotte og behændige mand fra filmverdenen, som kvinder ser op til og som drengen ligner en lille smule, når han står foran guldspejlet derhjemme. Lidt macho, lidt guldkæde, lidt kriminalitet. Det er plan A.

For at blive indvandrerdrengen - DET kan de altid blive. Det er en rolle, de kender. Og den kan de altid leve op til. Det er plan B.

At have danskeren som forbillede, er umuligt. Dét når ingen indvandrer eller flygtning nogensinde. Det er uopnåeligt, for der vil altid være nogen, som vil fortælle ham, at han ikke gør det godt nok!

I medierne læser vi gang på gang overskrifter som for eksempel:

"Indvandrere har små chancer ......."
"Indvandrere nægtes arbejde"
"Indvandrere er i fare i trafikken"

Vi har uden videre vedtaget diskursen for, hvordan vi taler om "de andre". Alle indvandrere og flygtninge, vel at mærke ikke medregnet tyskere, englændere, svenskere og sådan nogle, for vi ved udmærket godt, hvad der menes, når medierne siger "indvandrere og flygtninge".

Hvad så med overskriften:

"Indvandrer redder sejren hjem!"

Nej, vel? For der stod nemlig at læse i avisen, da det svenske landshold vandt:

Zlatan scorede sejren hjem!

(citat etnolog Masoud Kamali på Vägledarkompetensen i Malmö, 9.9.04 – workshop ”sexistiska pojkar”, som jeg har opfattet det)

I dag talte jeg med en af mine venner, som er lærer for en 9. klasse i København. Der er selvfølgelig elever med forskellig etnisk oprindelse end dansk i hans 9. klasse; en tyrker, en araber og et par stykker fra Kosovo .... og min ven fortæller så, at de elever, som har anden herkomst end dansk holder sammen i et lettere flosset gang. De har valgt at være "the bad guys", undtagen tyrkeren, der gerne vil gøre sig umage med at lære noget. I det hele taget forsøger han at klare sig godt.
Så når gang'et er i deres værste lune, og tyrkeren går sine egne veje, råber de efter ham: "Integration!"

Man bliver ikke dansker på en nat. Der går både skår og tid og ikke mindst et ultimatum i den. Eller når det handler om at lære at leve i et demokrati, så taler vi om generationer af tid, før forandringerne viser sig. Se bare på Iraq.

Vælger et menneske at skifte nationalitet er der tale om at befinde sig i et af de største dilemmaer her i livet. Nationalitet er noget man er født med, og det er samtidig en menneskeret at have et sted at høre til. Ellers er du ingenting. At vide hvem du er, hvor du kommer fra, og hvor dit liv skal leves her og nu, er den sikkerhed, som gør, at vi kan eksistere og føle os som medmennesker i den samme verden.

At blive flygtning er ikke altid et frit valg. Flygtninge er tvunget til at leve og bo væk fra deres eget land og nationalstat på grund af livstruende omstændigheder. Ellers var de ikke flygtet. De er mennesker, som har mistet noget af det mest dyrebare og essentielle i deres liv; nu venter de på ubestemt tid på at få et liv til at fungere igen og måske – forhåbentlig – en dag vende tilbage til rødderne.

Måske de er lidt besværlige i deres nye omgivelser. Det betragtes som en nem og ligetil opgave at flygtninge lever efter danskernes forventninger i stedet for deres egne. Som belønning og for at holde dem på plads i hierarkiet bliver de hevet frem som gode eksempler ved støtteindsamlinger, regeringstiltag og nye temaer i medierne.

Somme tider er der flygtninge, som bliver trætte af at være identitetsløse, som det fremgår af al tydelighed i livsforløbet for en del danske flygtninge.

Det er en vedtagen sandhed i vide kredse, at hvis flygtninge bare opfører sig lige som os, så vil vi aldrig mere have nogen problemer med integrationen.

Det er balance på en knivsæg.

Det kræver en stor portion livsmod og kraft at kæmpe for både identitet og for retten til at eksistere. Mange nederlag venter og der er kun sjældent hjælp at hente.
En flygtning skal klare at leve med to identiteter i én krop, samtidig med at de skal forholde sig til død, krig og familiens overlevelse ladt tilbage i kaos. Sådan én, som både opgiver alt og i næste øjeblik også klarer alt. Som både vil leve og overleve. Som vil hjælpe sin familie og sig selv.
Som flygtning.
Som menneske.