Sunday, November 07, 2004

 

Om Flygtninge og danskere

Man bliver ikke dansker på en nat. Der går både skår og tid og ikke mindst et ultimatum i den. Eller når det handler om at lære at leve i et demokrati, så taler vi om generationer af tid, før forandringerne viser sig. Se bare på Iraq.

Vælger et menneske at skifte nationalitet er der tale om at befinde sig i et af de største dilemmaer her i livet. Nationalitet er noget man er født med, og det er samtidig en menneskeret at have et sted at høre til. Ellers er du ingenting. At vide hvem du er, hvor du kommer fra, og hvor dit liv skal leves her og nu, er den sikkerhed, som gør, at vi kan eksistere og føle os som medmennesker i den samme verden.

At blive flygtning er ikke altid et frit valg. Flygtninge er tvunget til at leve og bo væk fra deres eget land og nationalstat på grund af livstruende omstændigheder. Ellers var de ikke flygtet. De er mennesker, som har mistet noget af det mest dyrebare og essentielle i deres liv; nu venter de på ubestemt tid på at få et liv til at fungere igen og måske – forhåbentlig – en dag vende tilbage til rødderne.

Måske de er lidt besværlige i deres nye omgivelser. Det betragtes som en nem og ligetil opgave at flygtninge lever efter danskernes forventninger i stedet for deres egne. Som belønning og for at holde dem på plads i hierarkiet bliver de hevet frem som gode eksempler ved støtteindsamlinger, regeringstiltag og nye temaer i medierne.

Somme tider er der flygtninge, som bliver trætte af at være identitetsløse, som det fremgår af al tydelighed i livsforløbet for en del danske flygtninge.

Det er en vedtagen sandhed i vide kredse, at hvis flygtninge bare opfører sig lige som os, så vil vi aldrig mere have nogen problemer med integrationen.

Det er balance på en knivsæg.

Det kræver en stor portion livsmod og kraft at kæmpe for både identitet og for retten til at eksistere. Mange nederlag venter og der er kun sjældent hjælp at hente.
En flygtning skal klare at leve med to identiteter i én krop, samtidig med at de skal forholde sig til død, krig og familiens overlevelse ladt tilbage i kaos. Sådan én, som både opgiver alt og i næste øjeblik også klarer alt. Som både vil leve og overleve. Som vil hjælpe sin familie og sig selv.
Som flygtning.
Som menneske.

Comments: Post a Comment

<< Home

This page is powered by Blogger. Isn't yours?